fredag den 8. maj 2009

Bambuser video

Optaget live via mobiltelefon (HTC Touch) og embedded herunder

onsdag den 9. maj 2007

1. Områder for anvendelse af Web 2.0 teknologier


  1. Erfaringsdeling omkring specifikke anbefalinger

  2. Behovspotning og idé udvikling

  3. Mobil podcasting



2. Beskrivelse af områder


A) Erfaringsdeling omkring specifikke anbefalinger


Landscentret formidler via www.landbrugsinfo.dk information til primært landbrugskonsulenter og sekundært landmænd. Informationen formidles typisk i form af artikler om aktuelle emner – f.eks. foranlediget af ny lovgivning, særlige vækstforhold, fremkomst af ny teknologi etc.


Disse artikler skal i stil med en blog forsynes med mulighed for at brugerne kan supplere med de erfaringer, de måtte have fået. I og med at vi har rettighedsstyring på LandbrugsInfo, kan vi sikre, at alene konsulenter må tilføje kommentarer og ligeledes, at disse kommentarer kun kan ses af konsulenter. Disse begrænsninger er i modstrid med Web 2.0 tankegangen men nødvendige, idet der vil være erfaringer omkring hvordan et budskab bedst afleveres til landmanden.


Det er planlagt, at LandbrugsInfo skal redesignes og lægges på ny teknisk platform i løbet af 2007. I den forbindelse vil det være oplagt at implementere erfaringsdelingen.


Jeg forventer, at implementering vil kræve ca. 75 udviklingstimer. Dvs. en begrænset udgift.


Antal artikler med kommentarer kan bruges som målbar succeskriterium. Jeg forventer, at der max. vil være kommentarer til 5% af artiklerne, men at disse kommentarer til gengæld vil blive højt værdsat blandt konsulenterne. Vi foretager årlige tilfredshedsundersøgelser blandt konsulenterne, og her vil det naturligvis være oplagt at undersøge tilfredsheden med erfaringsdelingsfaciliteten.


B) Behovspotning & idé udvikling


En organisation som Dansk Landbrugsrådgivning befolket med specialister lider under, at kendskab til uløste problemer og kendskab til teknologier og metoder til løsning af samme problemer sjældent ligger hos samme person.


Derfor er der behov for et system, hvor "behovsspottere" – typisk praksisnære medarbejdere og brugere af vores rådgivning – kan beskrive behov og problemstillinger, således at andre efterfølgende kan foreslå løsninger.


Teknisk kan et sådan system implementeres som en Wiki. Systemet skal som udgangspunkt være åben for alle – giver det problemer med useriøse indlæg etc. vil vi kunne lægge den bag login, så alene medlemmer af Dansk Landbrug (95 % af alle landmænd) samt alle rådgivere kan benytte systemet.


Der kan benyttes open source til at løbe ideen i gang. Økonomi vil derfor ikke være et problem. Jeg forventer selv at kunne installere og idriftsætte en wiki, der i første omgang alene skal benyttes internt. Det vil konkretisere ideen overfor andre, og er derfor den mest effektive metode til at sikre opbakning til en generel lancering. Tidshorisonten for implementering af en proof-of-concept er i løbet af 2007.


Der pågår pt. overvejelser om brug af IKT i hele Dansk Landbrugsrådgivning organisationen (3.500 medarbejdere). Jeg forventer en generel lancering i forbindelse med disse planer.


Målbare succeskriterier vil være: Antal beskrevne problemstillinger, antal redigeringer og antal sessioner fra Landscentrets medarbejdere (det vil typisk være dem, der skal udvikle løsningsværktøjer/metoder).


C) Mobil podcasting


Landmænds tillid vokser, jo tættere et forslag til forbedringer eller løsning af et problem er på dem selv. "Tættere" omfatter såvel geografisk afstand, produktionssystem og person(er). F.eks. har en lokal konsulent typisk større gennemslagskraft end centralt placerede konsulenter. problemet er så blot, at dygtige, lokale konsulenter typisk bruger det meste af deres tid på individuel rådgivning.


Der er behov for et system, hvor en lokal konsulent i forlængelse af en individuel rådgivning (f.eks. sygdomsangreb i afgrøde) via en på stedet produceret og publiceret podcast kan formidle sine observationer og råd til øvrige landmænd i området.


Teknisk kan det ske ved at rådgiveren via sin mobiltelefon producerer en lydfil, der straks og sammen med GPS information (og eventuelle billeder/video) sendes til behandling på en server, hvorefter lydfilen kan tilgås som podcast via Landmand.dk og via landbrugscentret hjemmeside. Præsentationen kan baseres på noget mash-up. Der kan også etableres en direkte levering til landmandens mobiltelefon.


Mobil podcasting kræver et "rigtig" projekt for at kunne realiseres. Økonomisk løber det vel op i 300.000 – 500.000 kr. hvilket – som altid – er en barriere. Projektet har dog så stor en grad af nyhedsværdi, så det sandsynligvis vil være muligt at hjemsøge ekstern finansiering i et vist omfang. Derfor vil vi være et godt stykke henne i 2008, inden der er chance for at få noget op at køre.


Målbare succeskriterier vil være: Antal producerede podcast, antal aflytninger og udviklingstendens for disse.




onsdag den 25. april 2007

Velkommen til denne blog

Her er et eksempel på indlæg